Det her med at man kan have problemer i vaccineproduktionen, ikke? Det vil jeg virkelig gerne lige give et eksempel på. Som en af dem der har prøvet at stå med fingrene i bolledejen. #tråd
Forestil dig at du har fundet et surdejsbrød der kan forhindre coronainfektion. (Ja, det er et tænkt eksempel.) I begyndelsen hjemme i dit køkken har du brugt din egen lille surdej, vand fra hanen, fuldkornsmel og hvedemel, salt.
Men dit surdejsbrød varierer en hel del fra gang til gang, og det går jo ikke når det skal forhindre coronainfektion.
Så du begynder at forbedre processen. Du vejer dit vand og dit mel, du måler din æltetid, og du justerer vandtemperaturen inden tilsætning.
Der er stadig for meget variation i dit coronabrød, så nu laver du en gigantisk portion surdej, deler den ud i små portioner, nummerer dem og fryser den. Nu har du en ensartet surdej, og det hjælper meget på variationen.
Nu begynder du at levere coronabrød til kvarteret. Efterspørgslen er kæmpestor, men det tager for lang tid at ælte og bage en masse mindre portioner. Så nu skal du opskalere din produktion.
Du køber derfor en rigtig stor røremaskine. Men du er nødt til at lave et par testbagninger hvor du afprøver den nye æltemetode - du tester bl.a. forskellige omrøringshastigheder i røremaskinen og finder den nye æltetid.
Du har også købt en større ovn, og den er du også nødt til at testbage nogle gange med, for at optimere temperatur og bagetid for dine brød.
Det tager dig godt og vel uge at optimere, og selvom du havde gemt nogle coronabrød til at levere i denne uge, er du alligevel ikke i stand til at levere helt det samme som du havde regnet med.
Nu er du i gang! Du har fået din revisor til at kvalitetskontrollere dine brød, og han beder ved hver bagning om at se dokumentation på surdejspakkenummeret, din temperaturmåling af vandet, din vejning af mel og vand og salt, æltetid, æltetemperatur, ovntemperatur, bagetid.
Desuden får han et af brødene og smager på det hver gang. For at kvalitetsteste, siger han. Smart fyr.
Du bager nu 40 coronabrød per gang. Du har fået lidt travlt, og en af gangene har du glemt at tage et billede af salt-vejningen til revisoren. Du får tre professionelle brødsmagere til at smagsteste brød-batchen, før han vil lade dig sende brødproduktionen ud til kunderne.
Imens bliver din ugentlige leverance forsinket.
Dit supermarked kan nu ikke levere nok af det mel som du hidtil har brugt. Så du er nødt til at finde en ny mel-leverandør. Det er ikke nemt at finde mel af den rigtige kvalitet, men du finder en leverandør i Italien. Der er bare lidt leveringstid på melet, men det lykkes.
Nu skal du selvfølgelig testbage igen, med de nye melkvaliteter.
Tre uger senere finder revisoren små rødbrune skaller i en brødskive. Du tjekker alle sække med det nye mel, men finder ingen rødbrune skaller. To døgn senere finder du fejlen. Der er lidt rust på din beholder til surdejsaktiveringen. Imens står din produktion stille.
To måneder senere ankommer din næste mel-leverance fra den nye mel-leverandør. Desværre er der variationer fra sæk til sæk af fuldkornshvedemelet, og dit coronabrød bliver for tørt med den nye sæk mel...
Du prøver at få mel-leverandøren til at sende dig nogle andre sække med fuldkornshvedemel, mens du leder efter en alternativ leverandør der har mere styr på mellvaliteten. Imens må du kassere den ene bage-batch efter den anden.
Sådan er det med produktion af lægemidler og vacciner. Man prøver at lave et robust procesdesign, men så er der fejl eller hændelser med dokumentation, leverandører, kvalitet, uforudsete hændelser osv.
Alt det her er jo klassisk produktion og produktionsudvikling. Og sådan er det altså i vaccineproduktion - måske bortset fra at kvalitetskravene er virkelig mange gange skrappere end de fleste andre produktioner.
The end.
@threadreaderapp please unroll
You can follow @mediemedicin.
Tip: mention @twtextapp on a Twitter thread with the keyword “unroll” to get a link to it.

Latest Threads Unrolled:

By continuing to use the site, you are consenting to the use of cookies as explained in our Cookie Policy to improve your experience.